Tidligere elever
Skridtet fra folkeskolen til livet på et gymnasium er stort.
Derfor kan det være rart at vide, hvad andre elever har tænkt og følt i forhold til deres valg. Især hvis du er i tvivl om, hvad du vil. Hør hvorfor de valgte HHX:
Sarah Nordstrøm, HHX årgang 2017
22 år, studerer jura på Københavns Universitet
“Jeg valgte i sin tid HHX af to årsager. Først og fremmest havde min storebror gået på HHX forinden og fortalt mig godt om forløbet. Derudover syntes jeg, at fagene på HHX gav mere mening end fagene på de øvrige gymnasiale uddannelser. Jeg fandt dem mere relevante og brugbare, hvilket jeg fik bekræftet i løbet af mine tre år.
På tredje år blev jeg introduceret til faget erhvervsjura, hvilket vakte min interesse for jura. Jeg valgte derfor at søge ind på jurastudiet efter HHX, og det har vist sig at være det rigtige valg for mig.
Undervisningen i erhvervsjura har givet mig en fordel i, at jeg på forhånd har stiftet bekendtskab med juraen og sproget.
HHX giver – som følge af de adskillige fag, man introduceres for – et godt indblik i de mange muligheder, man har efterfølgende.
En af de bedste ting ved HHX, er det nære sammenhold, som omfatter hele afsnittet – uanset årgang. Min tid på HHX har været de bedste 3 år med masser af relevant læring og venskaber”.
Mikkel Friis, HHX årgang 2018
Selvstændig og studerer Entreprenørskab og Innovation på SDU
“Med en studentereksamen på HHX føler jeg mig privilegeret. Under min ungdomsuddannelse lærte vi, at det er essentielt at kunne formidle teori og fagterminologi i det virkelige liv.
I dag er jeg leder for et salgskontor med ansvar for 41 medarbejdere og to start-ups på CV’et. Jeg er overbevist om, at min tid på HHX har modnet mig, således at jeg i min karriere står endnu stærkere.
Jeg er nu halvvejs i min bachelor på HA, entreprenørskab og innovation på SDU og er i fuld færd med en start-up-virksomhed.
Min vej hertil og hvad det videre vil medføre, ville aldrig være hændt, hvis jeg ikke havde valgt en HHX i første omgang”.
Anders Berthelsen, HHX årgang 2018
“Det, jeg særligt husker fra HHX, er kammeratskabet!
Selv om vi var meget forskellige, var der plads til at være sig selv. Vi var 30 elever i klassen, og det var det sociale, som fik alle igennem de 3 år. Jeg husker også, at jeg kunne mærke, at jeg lærte noget. Så er der selvfølgelig noget med fester og det som følger med, som også har brændt sig fast i hukommelsen. Det eneste triste ved HHX er, at man kommer til at savne det bagefter. Der var selvfølgelig perioder, hvor jeg syntes, det var hårdt, men stedet og klassekammeraterne passede på en.
De særlige HHX-fag kom til at forme mig, og da alle på 3. år fik mulighed for at komme til Tyskland og få en kontrakt med et firma, slog jeg til. Det var frivilligt, men det betød for mig, at jeg efter HHX var et helt år i Hamborg, hvor jeg arbejdede hos en BMW-forhandler. Jeg lærte vildt meget tysk og fik koblet al min gymnasieteori med virkeligheden. Mit sabbatår var altså lidt alternativt, men ekstremt lærerigt. Nu er jeg begyndt på et studie, hvor jeg får bygget endnu mere på – og takket være HHX går det alletiders”.
Trine Thorsen, HHX årgang 2017
Hvad husker du fra din tid på hhx?
Jeg gik i en klasse, der klarede sig fagligt godt, og hvor flertallet arbejdede seriøst med fagene. Men det er nok mere alt det, som foregik udenom undervisningen, jeg husker mest. Frikvartererne var super hyggelige og festerne var jeg med til at arrangere. Lærerne kan jeg også huske, for de var både dygtige og vældig rare, man kunne mærke at de gik op i, hvordan man havde det.
Hvad har du særligt haft gavn af fra din hhx-uddannelse?
Jeg læser på CBS på linjen erhvervsøkonomi og psykologi – så der er ingen tvivl om, at det er økonomi og psykologi, der har påvirket mit valg. Det er faktisk hele fagkombinationen på hhx, der har dannet et stærkt fundament for mit studie. Vi er mange som
startede på CBS, og det synes jeg også er rart. Jeg har stadig kontakt med en del fra min daværende klasse.